Livet i Familien Klittegaard Christensen: Farvel til 2013

Så skal der igen takkes for et år der er gået, og som hendes kongelige højhed Dronning Margrethe, vil jeg gøre ligeså.

Året 2013 har budt på mange skønne fornøjelser, som vi selvfølgelig satser på forsætter ind i 2014. Sigurd tog turen til Grønland sammen med mormor i februar, og denne tur har med sikkerhed sat sine spor i vores "lille" dreng. Ja, måske er ordet "lille" ret så misvisende i denne sammenhæng, fordi vi netop oplevede at vores Sigurd ikke længere var/er lille. Sigurd er en stor dreng, der favner verden, naturen og livets oplevelser. Sigurd refererer ofte til sin Grønlands tur med et STORT smil på læben!

I drenges fraværd benyttede forældrene tiden på, at lave nye børneværelser, en beskæftigelse der har det med at gribe om sig....man planter et frø...osv. Men lykken var nu alligevel stor, hos både Sigurd og Alma da de nye private omgivelser skulle tages i brug.

Vi sukkede efter ferie langt før ferie perioden overhoved startede. Vores arbejdssituation i 2013 havde nået nye højder (eller bunden) Vi er, som så mange andre under et vis arbejdspres, der forplanter sig i vores hverdag og vores liv, og bøden betales hovedsagelig af børnene. Vi besluttede derfor ret tidligt på året, at ferien i 2013 skulle stå på ren afslapning. Vi er jo ellers en familie der godt kan lide lidt gang i den, når der står ferie i kalenderen. Kroatien var oplagt (se tidligere indlæg) og vi fik da, i den grad slappet af og nydt hinanden. Alma taler stadig om Kroatien og særligt om sin bikini. Åhhh, ja bikini. Må måske lige tilføje, at jeg for første gang i 100 år havde købt mig en bikini, faktisk købte jeg to og en badedragt!

Op og ned ture, dem er der nogle stykker af, og ind i mellem skal der træffes nogle sværger beslutninger. Jeg valgte, i samråd med familiens ældste medlem, (for tvivlerne er det Benny) at opsige min pædagog stilling. Og hold da op, det var ikke nemt at komme til den beslutning. Jeg har været så usigelig glad for mit arbejde, der på mange måder har kunnet opfylde alle mine ønsker om et meningsfuldt arbejdsliv...ja, måske ikke lige lønnen. Men familieliv og arbejdsliv hang ikke sammen og alle mine bønner, forhandlingsevner og forslag kunne ikke tilgodeses og resultatet blev, en opsigelse. Og hvordan ved man så, at den rette beslutning er taget? Det ved man, når ens børn kigger dig i øjnene og siger "jeg har savnet dig, mor". Ikke fordi man har været "fysisk væk", men "psykisk væk". Energien og tålmodigheden vendte stille og roligt tilbage i løbet af den første uge, og selvom jeg på en måde, også måtte slikke mine sår mht. mit farvel til fantastiske kollegaer, var jeg på ingen måder i tvivl.

Jeg har nydt den tiltrængte pause, men glæder mig nu også til de nye arbejdsmæssige udfordringer der starter d. 6.1.14 hvor jeg har været så heldig, at få et vikariat på 12 mdr. med en meget specifik opgave i sigte.

Året 2013 var også året hvor Martin fik sin hue og efterfølgende blev optaget på sit 1st prionets studie. Martin og Benny tog i efteråret til New York, en gave til Martin, fordi Martin bare har klaret sig skide godt og fordi.....ja, man skal vel egentlig ikke have nogen undskyldning for at tage til NYC.

Amanda har både været i Disneyland Paris med undertegnet og lillesøster, og London med mormor og hendes shoppe-gen er intakt.

Min gamle mormor er kommet på plejehjem og hendes....og også lidt mit hjem, er solgt. En epoke er slut og the grand finale er startet. Plejehjemmet er jo en endestation for mange af os, og nu er min mormor altså installeret der. Det har uvilkårligt taget toppen af mine bekymringer, at hun ikke skal være alene i det store hus længere. Men nye bekymringer har det med at slutte sig til. Min mormor kan ikke længere udtrykke sig klart nok til, at hendes omgivelser forstår hendes behov og intentioner. Hun er på mange måde et nemt ofre, i en fortravlet verden på et plejehjem. Hun kan på mange måder klare sig selv og alligevel ikke. Hun er fysisk i fin form, men psykisk temmelig uklar, for at sige det mildt. Bliver hun "syltet" af plejepersonalet, overladt til sig selv, overset, understimuleret og hvordan finder man ud af, om hun er okay?

Og december blev en skøn måned hvor tempoet blev sat ned til et absolut minimum. Alma og jeg har bagt småkager og lavet juledekorationer. Der har været tid til, at besøge institution og skole uden det på nogen måde har virket som noget, man skulle have klemt ind i december ræset. Det er også blevet til en skøn tur i jule Tivoli, hvor det desværre gik op for Alma, at det altså ikke er hende der styrer veteranbilen, "hvad sker der lige her??? jeg drejer den ene vej og bilen skøre den anden vej.....hvaaaaad". Jeg har shoppet julegaver til den helt store guldmedalje, julepyntet og drukket kaffe...massere af kaffe.

Juleaften foregik hos min dejlige søster, med alt hvad det indebærer OG mere til. Vi var: Rikke, Jan, Sally....mormor og oldemor.....og vores 4 skønne børn, Benny og mig og en ufattelig mængde pakker. en hurtig oversigt overaftens forløb: kl.16 Disney juleshow med popcorn. kl 18 julemiddag (mmmmm mums) med efterfølgende risalamande + 7 mandelgaver til deling (en historie for sig). 3 sange med gå tur om juletræet + en tur gennem køkkenet i moderat tempo. En hurtig arbejdes fordeling (oprydning, kaffebrygning, passificering af ustyrlige unger mv). gave oppakning, uddelt af nisserne Benny og Pia. Hjem kl. 22:15. en helt fantastisk jul lige efter mit temperament.

Nu venter 2014 og det jeg tager med mig ind i det år, er det jeg lærte fra 2013. Intet giver mere mening, intet giver mere liv, intet giver mere lyst og energi end det helt nære - min familie.

Rigtig godt nytår

P.S. min julegave i år; jeg har fået fucking lækkert isenkram af min kære husbond. I am Nikon!

Blev inspireret af det med kaffen...