De hvide marmorfliser skinner i øjnene og de er blank poleret af de mange hundrede tusinder af sandaler der igennem flere hundrede år, har gået frem og tilbage. De udgør faktisk en potential risiko for at ryge på røven, hvis man ikke passer på.
Man bliver en del af en ”on going history” i den gamle bydel i Split. De mange butikker, cafeer, gallerier og restauranter har til huse i de samme bygninger der blev bygget i 1700 tallet, og det alene er jo fantastisk. Husene er dog, uden undtagelse, blevet forsynet med store kasser der fint indikere, at bag de åbne døre vil man blive mødet af Air conditioning – en fryd for et varmt korpus. Foran madstederne står der et bord eller mere opfindsomt, et nodestativ hvor man kan læse menukortet, inden den store beslutning skal træffes. Mange har åbne køkkener og det er kvinderne der laver maden. Her er ingen Jamie Oliver, Claus Meyer, Rene Redzepi, Rasmus Kofoed eller brødrene Price og maden er stadig fantastisk. Jo, man kan godt finde en tør pizza, hvis man virkelig gerne vil. Men søger man efter god mad, særligt fisk og lam har vi haft noget skønne mad oplevelser med lige netop det. Tjenerfaget er så mandens domæne, med det er nok pga. de mørke bukser med smalle ben og et chikt lille rødt mavebælte. Man spiser sig mæt, men husk ”the sidedish” af friske solmodne tomater, det høre bare til. Brødet kan man godt undvære!
Hele Kroatiens kystlinje er fyldet med gamle byer, hvor en eller anden Romer har sat sit fingeraftryk. Bevæger man sig op i de smukke bjerglandskab finder man ligeledes bygninger eller snare ruiner, fra ”den gang”, der på en eller anden snedig vis forbandt Adriaterhavet med fastlandet. Vandet er krystalklart, rent og lige præcis koldt nok til at kroppen får ”gyset” når man hopper i. Vi faldt for en stenstrand, som vi besøgte nogle gange. Stenene var hvide, runde og pisse varme. Der lå sten ca. 3 meter ude i vandet og derefter mødte fødderne sandbunden, vi investerede i badesko i hhv. str. 28, 32, 38 og 45 – en klog og nødvendig beslutning, da badevandet i øvrigt også bød på søpindsvin. Luft temperaturen var nok omkring de 30-32 grader, hvilket kun var en plus da, der var is til børnene og mig samt kolde øl til Benny i behørig afstand af badelagnet.
Min umiddelbare oplevelse af lokalbefolkningen er; de er et stolt folkefærd med al mulig grund til at prale. Men de er samtidig også meget tilbageholden og ikke særlig nemme at komme i kontakt med. Måske har de stadig ar på sjælen efter krigen. De er gæstfri og alligevel usikre. De er på ingen måder nysgerrige men virker meget familieorienteret. I bilen, på vej hjem til vores ferielejlighed, efter indtagelse af lammekød + det løse, blev vi ufrivilligt del af et bryllupsoptog eller bryllups- convoy om man vil. Bilernes sidespejle var pyntet med lilla gavebånd og der sad festklædte mennesker klar til en lang, begivenhedsrig aften. Bruden var revet ud af ”the big gypsey weding” magasin og håret måtte have tage dage at kreere (det klarede vinden). Brudepigerne, der var omkring 5 – 8 år og dem var der en del af, de var så fine (the gypsey way) og de følte sig uden tvivl lige så smukke, vigtige og højtidelige som bruden selv. Brudeparret skulle køre i en Hummer limousine, skarpt forfulgt at bryllupsgæsterne i deres biler, der dyttede om kap, havde haveriblink på ”on” og hang ud af sideruderne med ”oversize” blafrende kroatiske nationalflag i hånden. Der blev sågar affyret nødblus. De forbipasserende, vej hjem fra stranden i badetøfler og med luftmadrassen under armen, hilste med råb og vink og man skulle da være et skarn, hvis ikke man deltog i disse herligheder, og stak hoved ud og råbte det eneste man kan på kroatisk; cevapcici, som så desværre er hakket kød formet som en pølse. Det var en fest!
Vi boede godt. Nu må jeg godt sige ”vi plejer”! Det forholder sig sådan, at vi gennem vores rejser, til både det store og det lille udland, ar fundet frem til den rejseform der passer os bedst. Vi trives bedst, når vi efter en dag med oplevelser, kan trække os tilbage i mere private og hjemlige gemakker. Derfor lejer vi gerne et hus eller en lejlighed til formålet. Vi har brugt www.homeaway.com der har et godt udvalg af boliger over hele kloden. Selvfølgelig har vi klausuler på beliggenheden, indhold og indretningen af ”vores” feriehjem og jeg er ikke bleg for at sige, at vi er lidt nogle luksus dyr hvad det angår, sådan er det bare. Vores lejlighed i Split var ingen undtagelse og gav anledning til ny inspiration til kommende projekter på lunddalsvej. Benny fik indrettet sit hjemmekontor vor e-mails og div. nyheder kunne tjekkes. Sigurd havde sin ynglings lænestol hvor han kunne gense ”jul på Vesterbro” på sin Ipad. Alma havde råderetten over samtlige skuffer og skabe, hvor hun nøjsomt havde placeret sine fund af sten, havglas og pæne pinde samt alt det vi ikke kunne finde. Jeg, på den anden side havde min røv godt placeret på en klapstol på den 5 m2 store balkon og inde for rækkevidde min kaffe og Ronhill mentol – ikke lang fra min hemmelige standart, med undtagelse af jeg ryger grøn look og ni ud af ti, sidder i læ for regn og vind under en parasol og med et tæppe omkring benene. Når aftentimerne rullede ind over Split by og temperaturen sænkede sig, kom der liv i de dvaskede hunde. Den ene møg køter afløste den anden i, hvem kunne gø højest. Det lød som om Pongo og Perle sendte signal til nabolagets hundepatrulje om deres forsvundne hvalpe. Det gav genlyd mellem husene og i de to første døgn, var jeg sikker på, AT DET OVERLEVER JEG IKKE! Og som om det ikke var nok, kom de mange territoriale katte på banen og når kattene sloges, lyder det bare grimt. På en af disse nætter, hvor jeg ikke kunne sove, listede jeg mig ud på ”min” balkon og med undtagelse af gløden fra min Ronhill, var der helt mørkt. Jeg kunne høre et barn græde og selvfølgelig de livlige hunde og katte. Luften var mild og som taget ud af en Luc Besson film, blev luften fyldt med musik fra en trækharmonika. Alle holdte inde med deres irriterende lyde og efter 10 minutter var der ro. Jeg sov godt efterfølgende.
Bøger der blev læst:
- Turen går til Kroatien
- Delhis smukkeste hænder
- Hvem har pruttet i Lasse-Leifs bukser og
- Klods Hassan
Vi skal vist tilbage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar