Så længe jeg kan huske er hun den eneste der nogen siden har kunnet rede en seng hvor lagnerne var, hvide, glatte, kolde, velduftende og helt stramme. Fornemmelsen var, som at presse sin krop ind mellem to isbjerge og samtidig mærke solens varme. Hvor jeg dog savner den slags godnat tid. Min mormor sørgede også ALTID for, at der lå et cocktailbær på toppen af min rugbrøds mad med frugtsalat. I spænding ventede jeg på om, hun ville pynte med rødt eller grønt bær.
Desværre er min elskede mormor ikke længere i stand til, at huske disse stunder. Faktisk har hun svært ved at huske mig, hendes første barnebarn, hendes trofaste havevandrings partner og den der gang på gang hiver sit kamera frem for at "knipse" billeder af det gamle, smukke ansigt og som hun uden modvilje lader mig gøre. Min mormor forsvinder ganske langsomt, som vand mellem fingrene. Det er ikke længere muligt at holde på hende, som den kvinde jeg altid har kendt. Men hun er min mormor og i dag ville hun holde mig i hånden og hun syntes jeg er smuk. Jeg tilbragte nogle livsbekræftende timer i hendes selskab og jeg kom tæt på hende på hende på en ny måde. Det er ikke længere samtaler der er så vigtig, men smilet og øjenkontakten. At holde i hånd og mærke at vi er her. At få grint og få grædt og så grine lidt mere.
Frygteligt må det føles at være den sidste overlevende i sin generation. Som at stå på en øde ø og blive venligt tilvinket af passagererne på de skibe, som sejler forbi, for nogen redning kan ikke mere være tale om.
Tove Ditlevsen (1917-1976)
....min mormor har mange bekymringer - hvordan tager man dem fra hende???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar